Sådan laver du smør med cannabis

- sådan laver du potent smør med cannabis

Sådan laver du smør fyldt med THC og andre gode sager fra cannabisplanten - også kaldet "Cannabutter" i USA. Cannabissmør er grundingrediensen i enhver ret, du skulle få lyst til at lavet - det kan bruges i stort set alle retter som f.eks. pandekager, guldkakao eller millionbøf. Man bruger bare smøret i stedet for det fedtstof, man normalt ville have brugt i opskriften - og vupti, så er der serveret en spiselig skævert. Man skal dog passe på ikke at overophede smøret alt for voldsomt for længe - så mister den noget af sin potens. Det er dog som regel ikke noget problem i de fleste retter, som vil holde sig omkring de 100C pga. vandindhold.
En af grundene til at folk ofte laver cannabutter er, at der skal fedt til for at vi kan blive skæve af cannabinoiderne. Du kan bruge alle slags olier til samme opskrift - dog er smør praktisk, da det stivner ovenpå vandet, og let kan separeres fra dette. Det samme gælder f.eks. kokosolie - et superlækkert alternativ til smøret. Dog også lidt dyrere, men jo også lækrere ;) I denne artikel vil jeg koncentere mig om ganske almindeligt smør, så du kan lave noget ordentligt smør, der kan medicinere dig som det skal.

Hvilket materiale kan man bruge?

For at lave supersmør skal man bruge superpot. Men du kan dog lave en rigtig rigtig god forædling af dit lidt ringere materiale. Mange folk laver kun cannasmør, når de har noget trim eller meget ringe pot, men det er lidt en skam, for du kan lave noget rigtigt effektivt medicin med noget pot fra øverste hylde. Men du kan bruge alt plantemateriale - bortset fra rødderne, som er den eneste plantedel, som overhovedet ikke indeholder cannabinoider. Har du en god portion trim fra da du klippede sommerens skønne høst, så prøv at bruge dette - det skal nok give dig en lækker smør, som kan medicinere dig ordentligt.

Skal du sove eller være social?

Hvis du bruger materiale fra en sent høstet plante, hvor de fleste harepikskirtler er blevet ravfarvede, så giver det en mere rolig virkning som gør dig mere træt. Hvis du derimod vil være social.. Hvis du f.eks. skal kunne virke og arbejde, skal du bruge noget materiale fra lidt tidligere høstede planter, hvor de fleste harepikskirtler er mælkehvide... og nogle få glasklare.

Hvor meget pot skal der bruges?

For at blive ordentligt medicineret, skal du finde ud af hvor meget pot der skal bruges i smørret for at gøre det potent. Mange folk bruger ca. 15 gram god pot til en almindelig pakke Lurpak smør med 250gr. Det er en meget god styrke, men hvis du skal bruge noget mere potent, kan du bruge mere. En person som ikke er vant til at være medicineret af cannabis skal nok beregne hvad der svarer til et halvt gram god pot eller almindeligt hash. Hvis det er ægte god hash, skal der nok nøjes med 1/4 gram. For folk som er vant til at være medicinerede, kan der være tale om væsentligt større mængder. Men et RIGTIGT godt råd er at starte med en for lille dosis og så spæde til næste gang du prøver. Dog ikke en halv time senere, da der kan gå 1-2 timer før medicinen for alvor virker. 
Så hvis du bruger noget ringere materiale, skal der selvfølgelig bruges endnu mere en nævnt herover. Med god trim, kan du f.eks. bruge 50gr. trim til 250gr. smør, for at lave noget potent smør... også så du slipper for at skulle spise en stor mundfuld smør for at blive medicineret - vi skal jo også passe på vægten ;)

Lav en stor portion

Du får mest ud af dit smør, hvis du laver en god portion. Det giver dig mulighed for at teste det og kalibrere dosis, så den passer til dig. Du ved hurtigt præcis hvor meget smør du skal have for at blive medicineret - og du kan lave en let eller hård dosis afhængig af dit behov den dag. 

Sådan laver du potent cannabis smør:

1: Forbered dit materiale - decarboxilering

For at få det optimale ud af dit materiale, skal det decarboxileres. Det gøres ved at putte det i en 120 grader varm ovn i ca. en time. Dette er et vigtigt trin, for at smøret kan blive ordentligt potent og du får mest ud af dit materiale.

2: Smelt smøret i en gryde

Sæt dit blus på mindste styrke og smelt smøret - tilsæt vand, så det ikke brænder på.. .hvor meget afhænger lidt af din mængde af materiale... du kan ikke putte for meget i, og det skal adskilles senere alligevel. Men til at starte med, skal du kun tilsætte så meget der skal til for at kunne fugte det meste af dit materiale, når du i næste trin putter det i.

3: Tilsæt dit cannabis

Når smøret er smeltet og ligger ovenpå vandet, tilsætter du dit knuste materiale. Nogle anbefaler at knuse det til et fint pulver - jeg plejer bare at smide det i og røre rundt.

4: Tilsæt mere vand

Når plantematerialet har suget vand og smør godt til sig og er gennemblødt, kan du tilsætte mere vand - bare fyld gryden næsten op og læg et låg over.

5: Simre, rør og vent

Så nu har vi en gryde fuld af vand, smør og ikke mindst cannabis. Med godt materiale - altså topskud, kan du nøjes med at lade det simre en time eller to. Ringere materiale skal have lidt længere tid - ca. 10 timer. Hvis du lader det simre i op mod 20 timer, er der næsten ingen smag tilbage i smøret, og du vil kun ane smagen af cannabis i dit mad. Dog skal du nedsætte decarboxileringstiden til en halv time, hvis du lader det koge så længe. Rør engang imellem, når du gider - tilsæt vand, hvis meget fordamper.

6: Adskillelse af smør, vand og cannabis

Når din bryg er færdig, skal du have adskilt smør fra plantemateriale og vand. Afhængig af kogetiden, kan du være heldig, at materialet synker til bunden og efterlader smøret flydende ovenpå. Så er det bare at skimme smøret af med en suppeske. Der kommer lidt vand med, men det gør intet, da du bagefter putter det i køleskabet, hvor smøret stivner ovenpå vandet natten over. Derefter piller man blot sit lysegrønne smør op og det er klar til yderligere behandling eller indeling i doseringer.
Hvis ikke materialet er sunket, kan du hælde det hele gennem et dørslag/si. Det er vigtigt herefter at presse det sidste smør ud af plantematerialet, da det meste potente smør vil være her.

7: Nedkøling af vand og smør

Put din bøtte/gryde med vand og smør i køleskabet natten over. Så ligger smøret som et låg ovenpå vandet dagen efter, og kan let pilles op. Resten af vandet indeholder ikke cannabinoider og kan kasseres.

 

 

-

 

 

cannabisfroebanner111